Hvordan sammensætter man en bestyrelse, der dækker fondens kompetencebehov? Og hvilke rammevilkår er nødvendige for at bevare og etablere fonde i Danmark.
Det bliver nogle af de emner, som netværksmedlemmerne skal diskutere, når Dansk Erhverv faciliterer det første møde i det nye netværk for små og mellemstore uddelende fonde.
Det vil netværket:
- facilitere idé- og erfaringsudveksling på tværs af branchen
- monitorere relevant lovgivning på fondsområdet
- interessevaretage med fokus på fondenes samfundsmæssige rolle, rammevilkår og forsøge at styrke disse
- sikre tilbud om deltagelse i relevante kurser, seminarer og events
Kilde: Dansk Erhverv
Som Fundats tidligere har fortalt, er der i løbet af sommeren blevet nedsat en styregruppe med repræsentanter fra fire fonde, der har arbejdet med målsætningerne og strukturen for fondsnetværket.
”I vores dialog med de mindre fonde oplever vi, at der er en meget stor interesse for at få stablet et supplement til Fondenes Videnscenter på benene, der er målrettet de behov og udfordringer, som vi fornemmer, at netop de mindre fonde har. Men det er væsentligt for mig at understrege, at netværket kan indpasses i det eksisterende fondslandskab i et konstruktivt samarbejde med Fondenes Videnscenter,” sagde en af initiativtagerne Frederik Kortbæk, der er bestyrelsesformand i Niels Brock Fonden.
På det første møde får netværket besøg af formanden for Komitéen for God Fondsledelse Marianne Philip og direktør i Grant Compass David Dencker.
Mødet afholdes i Børsbygningen hos Dansk Erhverv den 28. november. Læs mere om dagsordenen og tilmelding til netværksmødet her: